Morning glory

De sidste par nætter har været som søvnløse. Hver halve time vågner jeg med et sæt ved tanken om at have mistet dig. Mine hænder bliver kolde og svedige, min hals føles stram og mine øjne fugtige. Jeg ligger alene i mørket. På skiftende vis er jeg vred og ked ad det. Og det er nemmest at være vred. Jeg vender mig, slår armene om mig selv og sover lidt igen.

Næste gang jeg vågner er klokken halv otte. Jeg er ikke mindre skuffet eller itu nu. Men på én eller anden måde har jeg det anderledes. Lidt bedre. Lidt stærkere. Lidt fortrøstningsfuld. Jeg sætter mig op og trækker lidt på smilebåndet idet jeg ser det smukke, svage lys, der fylder mit værelse. De røde gardiner giver det en varm glød. Da jeg opdager de cirkelformede skygger på min væg lister jeg ud af sengen. I en hel halv time er universet ikke større end mit værelse, min verden. Der er ikke andet end mig, mit kamera og lyset. Jeg er helt alene.

Så stiller jeg kameraet på min hylde igen og lægger mig forsigtigt tilbage i sengen. Det gør ondt helt ind til knoglerne og hver eneste minde om os svier, men da jeg sukker dybt fornemmer jeg endelig lidt fred og en smule glæde. Jeg trækker dynen op over mine kolde skuldre og lukker langsomt øjnene i.

Dette indlæg er lidt mere personligt og, ja, trist end normalt, men det var hvad jeg havde på hjertet, så jeg håber I kan lide det.

Kram