Kære læsere, nu er jeg tilbage fra Spanien! Jeg ankom i søndags, men jeg har slet ikke haft overskud til at smidde et lille indlæg ind før nu.
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal starte med at fortælle. Den sidste uge har været fantastisk og overvældende på en måde jeg slet ikke troede den kunne være. Jeg har mødt en masse nye mennesker - især fra 3. g plus nogle få fra et børnehjem. Jeg føler virkeligt, at jeg er blevet lidt lykkeligere, lidt mere åben, lidt bedre til at tage imod fra andre, lidt bedre til at give.
Man får også en klarer idé, om hvor ens grænser ligger, om hvordan man er som person, hvad der reelt set er vigtigt her i livet.
Det er utroligt svært at skrive om denne oplevelse, så jeg vil prøve på at støtte nogle historier op af nogle af de billeder jeg tog undervejs...
Sålledes så det ud om morgenen, efter vi havde gået i ca. 2 timer. Vi stod op kl. 5:30 og begyndte med at gå kl. 6:30. Men først kl. 8:30 var der lyst, så indtil da gik vi med vores små lommelygter i kul storte skove. De første morgener vi gik, var der rigtig koldt - så koldt, at der lå et tyndt og smeltende lag is på markerne. De dage hvor vi gik omkring 20 km stoppede vi kun 2 gange - på den måde kunne vi nå at være fremme før frokost. Det første stop gik som regel ud på at drikke varm chokolade og vågne lidt mere op...
Her ses en anden morgen, efter solopgang. Solopgangen var nok det jeg bedst kunne lide ved morgenerne. Det var som at se verden vågne før nogen anden (undtagen os) havde vågnet.
I må undskylde, at jeg ikke har taget særligt mange eller særligt gode billeder. Men vi gik ret hurtigt, så hvis man hele tiden stoppede for at fotografere (hvilket man jo har lyst til!), ville man falde bag ud.
Men her blev jeg altså nødt til at stoppe op og tage et billede. Efter vi havde nået toppen af en lille bakke mødte vi nemlig synnet af en mark fuld af solsikker.
Sådan her kunne det se ud hvor vi gik...
Okay, disse sten var skyld i et par humørsving. De viste nemlig hvor langt, der var til Santiago. Så hvis man følte, at man havde gået i rigtig lang tid, men en sten viste, at man kun havde gået 1 km, blev man ret trist. Det omvendte kunne nu også ske. Signaleringen bestod i øvrigt kun af gule pile der pejede i retningen af Santiago: gule pile på jorden, på mure, på træer, osv. Kun tidligt om morgenen, når det var mørkt, kunne man blive i tvivl om hvilken vej man skulle.
Mens vi gik i en skov, stod der lige pludselig en dame som solgte kage of bær! Jeg købte denne bakke (på billedet er den kun havlt fuld) for 7,5 DKK! Samme dag gik vi igennem en lille by hvor en gammel dame stoppede os op og delte ferskner ud. Det var så sødt af hende!
Men nu skal I ikke tro, at det kun var guld og grønne skove hele ugen! Sådan så mine fødder ud efter et par dage. De var fulde af vabler og mine ankler var hævede som balloner!
At ankomme til Santiago var fuldstændig magisk. Selvom alle havde vabler og/eller smerter, så løb vi igennem de små gader, mens vi sang, indtil vi stod foran katedralen. Og da vi stod der, var der nogle der græd, nogle der kyssede jorden, nogle der greb porten, nogle der gav knus til alle og nogle der bare stod helt stille og beundrede kirken. Resten af dagen brugte vi på gudstjeneste, køb af souvenirs, fælles aftensmad og bare at være sammen.
Jeg håber, at I nu har fået et indtryk af, hvad min uge har gået ud på. Nu er jeg nødt til at forberede ting til skolestart... I må have det godt!
El Camino es la meta | The way is the goal
