søndag den 27. november 2011

Advent

Hej søde mennesker! Glædelig første søndag i advent. Håber I fik tændt lys i adventskransene og åbnet gode gaver. Jeg fik selv en trøje med for så blødt som skyerne på himlen! I weekenden har jeg set Tin Tin i biografen, malet en blomst, der danser, lavet tegninger til min mor, malet kalenderlys (findes ikke her i landet - så vi har altid et ret interimistisk ét), genfundet gamle kort, som nu skal op og hænge på mine vægge, drukket varm kakao... Nu bøvler jeg med noget fysik - indtil, der bliver serveret varme æbleskiver, Mmmmm!















Mange varme juleknus herfra!

torsdag den 24. november 2011

Everything's not lost

Hejsa kære læsere!

Puha, det er længe siden - det er jeg ked af. Jeg har simpelthen haft meget at kigge til i skolen! Men nu har jeg endeligt fået lidt tid til at skrive.

Den anden dag, da jeg kom hjem fra skole, var jeg så underligt trist - kender I ikke det, når det føles som om, der hænger en tung og mørk sky over ens hovede? Sådan havde jeg det. Men så proppede jeg høj musik i ørene og gik en lang tur - det reddede lige dagen.

Og har i kigget i kalenderen i dag? Der er jo præcist en måned til juleaften. Julehumøret kommer da også lige så stille frem - selvom der er 20 grader udenfor! Noget af det hyggeligste ved denne tid er vel at få post. Især når ens mormor sender årets u-landskalender og andre julegodter! Ellers går jeg og spekulerer over hvordan vores adventskrans skal se ud i år... Nogle gode idéer?
















Ha' en hyggelig aften, venner!

fredag den 11. november 2011

Life is better lived with uǝdo eyes

Hej derude! Nøj hvor jeg glæder mig til weekenden. I morgen skal jeg sammen med en ven lave en lille stop-motion film til skolen. Derefter skal vi til fødselsdagsfest hos en veninde. Hun bor en time fra Porto (min by, hvis I nu skulle have glemt det), så vi bliver der for at sove - det bliver hyggeligt! Vi har lagt sammen til en stor gave, men jeg syntes den var lidt upersonlig, så jeg har lavet lidt fugle på snor til hende - håber, at hun bliver glad for dem og kan finde et sted de kan hænge.










Desuden har jeg fundet ud af, at jeg alligevel rigtig godt kan lide Florence + The Machine (havde bildt mig selv ind i, at jeg ikke kunne lide det). Hvad lytter I til?

Jeg må smutte nu, men hav en god fredag aften - smil!

fredag den 4. november 2011

Novemberɹǝqɯǝʌou

Kære læsere!

Det er vist lidt længe siden jeg sidst skrev - det må I undskylde. Jeg føler slet ikke, at jeg har haft tid til at blogge, men jeg har nu ikke haft travlt. Jeg har selvfølgelig været til halloween (en lidt alternativ en af slagsen - med ægge- og vandballonkamp på stranden - det var skægt!), jeg har fået overstået alle mine prøver i skolen, i dag var jeg på shoppingtur med min mor, hvor jeg blandt andet købte en gave til min fætter Rafa som holder sin første fødselsdagsfest i morgen. Og i aften skal jeg mødes med nogle venner - hvis det altså ikke regner.

Ellers kan jeg fortælle, at i haven hænger små appelsiner på træerne, gaderne begynder at være pyntede med lys og stjerner, butikkerne spiller allerede julemusik og på hjørnerne rundt omkring sælges der bagte kastanjer i aviskræmmerhuse... Ihh hvor jeg dog elsker november!












Mange knus fra mig til jer, søde venner